Få udsyn i Hjørring Bjerge

0
Bellevue, udsigttårnet ved Hjørring Bjerge, giver et godt udsyn over området. Arkivfoto: Peter Broen
Med Hjørrings parker og grønne områder som overordnet emne er vi nået til Hjørring Bjerge, som ligger i den nordlige del af byen.

På indgangsportalen står “Bellevue”, og alle, som har lært fransk i skolen, ved, at det betyder “smukt udsyn”. Navnet passer fint til stedet, for vi er kommet op i den svimlende højde af 69 meter over havet, hvor der er den helt vidunderlige udsigt. Endnu bedre bliver det, hvis du går de 76 trin op i tårnet, som står lige ved indgangen, og som derved bringer dig yderligere 14 m op. Her er en fin udsigt over Hjørring by og omegn, og i klart vejr skulle det oven i købet være muligt at se fra kyst til kyst – i hvert fald ifølge oplysningerne på skiltene.

Hjørring Bjerge er et stort naturområde med græsmarker, eng, skov og hede, alt sammen placeret på en morænebakke skabt af gletsjere under sidste istid. I slutningen af 1800-tallet blev området, som før i tiden var et bart og forblæst sted, beplantet med løvtræer. Her findes også en rig vegetation af mange forskellige planter, hvilket skyldes jordbundens forskelligartede bonitet.

Området er således et yndet sted for byens borgere til naturvandring. Under krigen, hvor vi havde de strenge vintre, blev der som beskæftigelsesprojekt anlagt en skihopbane, men da der i de følgende år blev meget langt mellem de hvide vintre, døde sporten efterhånden ud, og skihopbanen er vist nok blevet degraderet til kælkebane.

I bakkerne kan man stadig finde spor efter tyske befæstninger fra 2. verdenskrig, og stedet har været fortrinligt til sløring af deres pansrede køretøjer.

Skulle man førhen til Skagen, benyttede man en gammel hulvej, der gik gennem bakkerne nord ud af byen. Rejsen var dengang en tidsmæssig lang og især om vinteren besværlig affære, men med hyggelige landevejskroer på strækningen var det ikke uoverkommeligt.

På højderyggen lå byens gamle rettersted, hvor der stod en galge. Det var også her skarpretteren udøvede sit job ved halshugning med økse, hvilket skete for sidste gang i året 1822. Forbryderen var Thomas Thomasen Bisp fra Sønderøkse i Hanherred, der havde forgivet sin hustru Maren Justdatter med rottegift. Bisp var nemlig blevet forelsket i tjenestepigen Ane Margrethe, og begge lovede de hinanden ægteskab, men først efter konen var afgået ved døden. For at fremskynde døden opfordrede tjenestepigen ham til at bruge rottegift, som så blev drysset på et stykke mad med smør over. Dåden fik den ønskede virkning. Ved efterfølgende forhør, tilstod Bisp forbrydelsen, og dommen lød på at knibes tre gange med gloende tænger og højre hånd at afhugges og derefter at halshugges med økse. Efterfølgende skal legemet lægges på stejle, og hovedet tilligemed hånden at sættes på en stage over legemet. Det sidste til skræk og advarsel. Dog blev hoved og krop nedtaget af Thomas’ slægtninge i ly af nattens mørke og begravet et stykke fra retterstedet. Tjenestepigen Ane Margrethe blev idømt livsvarigt tugthus i Viborg, men blev efter 17 år benådet af kongen, Frederik d.6. Da man i år 1900 foretog vejarbejde på gravstedet, blev Thomas Thomasen Bisps jordiske rester fundet med en stage igennem kraniet, hvilket i dag kan ses på Vendsyssel historiske Museum (VHM).

Oplysning om den sidste henrettelse på Hjørring Bjerge har jeg hentet på nettet, så ønsker nogen yderligere og mere udførlige oplysninger om emnet, så slå op på “Thomas Thomasen Bisp”

Med denne makabre slutning kan du glæde dig over, at dødsstraf er passé herhjemme, og at vi i dag trods alt bruger mere humane metoder i vort retssystem.

Eyvind Peder Huss

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close