EUC Nord med til at sende sundt budskab

0

 

Af Niels Henriksen

– Da vi blev kontaktet af Per Møller og Annette Lind fra styregruppen bag Vendsyssel på Vægten og indehaverne af Restaurant Lilleheden i Hirtshals, Mona og Ejvind Kjeldsen Jensen, var vi slet ikke i tvivl om, at EUC Nord som skole naturligvis skal være med til at sende det sunde og ernæringsrigtige budskab. Vendsyssel på Vægten er et knaldhamrende godt initiativ, og det bakker vi rigtigt gerne op.
Uddannelseschef for Gastronomi & Service Dennis Kindberg lægger ikke skjul på sin begejstring over Vendsyssel på Vægten og muligheden for dels at støtte op om et sundt og ernæringsrigtigt projekt og dels for muligheden for at promovere Gastronomi & Service, herunder ikke mindst den nye kokkeuddannelse på erhvervsskolen. EUC Nord er i forvejen en af de helt store aktører indenfor uddannelsen af ernæringsassistenter, og med 22 tilmeldte på det første hold er den nye kokkeuddannelse allerede en succes fra begyndelsen.

Vise hvad vi kan

– Med vores engagement i i Vendsyssel på Vægten får vi god mulighed for at vise, hvad vores dygtige elever er i stand til indenfor sund og ernæringsrigtig mad. Vi er ikke bange for hverken smør eller fedt, for med vores faglige kompetence er vi i stand til at blande ingredienserne på den helt rigtige måde, så vi bevarer både sundhed og smag. Otte ernæringselever og otte kokkeelever udvikler som led i deres uddannelse to helt nye opskrifter i hver af ugerne under Vendsyssel på Vægten. Opskrifterne vil blive lagt ud på Vendsyssel på Vægtens hjemmeside, og opskrifterne kan tilberedes af alle hjemme i de private køkkener, således at deltagerne både kan leve sundt

og ernæringsrigtigt og samtidig tabe sig, smiler Dennis Kindberg, der tilføjer, at opskrifterne er meget forskellige, fordi kokke og ernæringsassistenter hver har deres særlige afsæt i forhold til maden.

Inviterer indenfor

EUC Nord Gastronomi & Service inviterer desuden indenfor i lokalerne på N. B. Koefoedsvej. Fire eftermiddage og aftener under Vendsyssel på Vægten får interesserede mulighed for under kyndig vejledning af fire undervisere – to fra ernæringsassistentuddannelsen og to fra kokkeuddannelsen – at lave mad i professionelle rammer.
– Vores undervisere vil vise og hjælpe med at lave hurtig og ernæringsrigtig aftensmad. Vi inviterer indenfor til arrangementet tirsdag den 16. januar, tirsdag den 30. januar, tirsdag den 13. februar og tirsdag den 27. februar fra kl. 17-19 og igen fra kl.19.30-21.30. Vi har plads til 40 ad gangen de pågældende dage – 20 om eftermiddagen og 20 om aftenen – og det er nødvendigt at melde sig til på forhånd. Deltagerne skal desuden forvente, at der vil være et mindre gebyr for at være med, påpeger Dennis Kindberg og tilføjer, at tidspunkter, priser og andre praktiske informationer vil fremgå af hjemmesiden www.vendsysselpaavaegten.dk

Fakta om EUC Nord
EUC Nord er Vendsyssels største uddannelsesinstitution med flere end 14.000 elever og kursister om året på en række centre og skoler i Hjørring og Frederikshavn. EUC Nord har 430 ansatte. Gastronomi & Service er et af de fire fagområder, som EUC Nord dækker. De øvrige er Energi og Byggeri, Teknik, Metal og Motor samt Merkantilt (Detail, handel, kontor og event).
På Gastronomi & Service arbejder eleverne bl.a. med råvarer, og skaber færdige retter og måltider til forskellige mennesker. De finder ud af hvad bæredygtighed er. Hvad vil det sige, at fødevarer er økologiske eller lokale. De arbejder professionelt med opskrifter og tilberedningsmetoder for at reducere madspildet. De arbejde sammen med klassekammerater om praktiske opgaver og projekter i værkstedet, hvor også dansk og matematik inddrages og tænkes ind.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close