Er Stygge Krumpens bispebolig fundet?

0
En række interesserede mødte op for at høre om resultatet af udgravningen på Børglum Kloster kirkegård. Det er Moren Larsen til venstre. Foto: Kirsten Olsen
Den netop overståede arkæologiske undersøgelse på Børglum Kloster kirkegård har afsløret dele af fundamentet til en 8 X 35 meter stor bygning. Den har ligget blandt andet der, hvor klanghuset nu står.

Konstitueret direktør for Vendsyssel Historiske Museum og leder af arkæologisk afdeling Morten Larsen og museumsinspektør Henriette Rensbo fra Nationalmuseet har stået for udgravningerne. Der blev også holdt “åben udgravning” hvor interesserede kunne se og høre om fundene.

De blotlagte dele af fundamentet viser en stor senmiddelalderlig bygning.

– Der blev bygget rigtig meget i den periode, og vi har fundet munkesten og andet, som netop er typisk for senmiddelalderen i 1400 tallet, fortæller Morten Larsen.

– Om det er bispeboligen, kan vi ikke med sikkerhed fastslå endnu, men bygningen kan meget vel have været bolig for bisperne Jep Friis (1453-1486) og Niels Stygge Rosenkrantz (1486-1519). Han blev afløst af sin noget mere berømte nevø Stygge Krumpen som var den sidste katolske biskop på Børglum Kloster frem til reformationen i 1536, siger Morten Larsen.

– Børglum Kloster var et af de største og mest magtfulde administrative centre i landet, og de residerende biskopper tilhørte den absolutte magtelite. Derfor er det meget rimeligt, at formode, at de har sørget for en tilsvarende bolig, forklarer han.

Ud over fundamentet er det småt med fund af ting i udgravningen. Det forklarer arkæologerne med, at man efter reformationen har genbrugt byggematerialerne til andre bygninger og så ellers fjernet alle spor fra jordens overflade.

Dog blev der fundet et såkaldt prydsøm. Det er en forgyldt broncenitte som måske har været fra et bælte eller seletøj. Der blev også fundet en arabisk dirhem som er en mønt. Et potteskår af en kuglepotte, som er noget af den tids typiske køkkengrej, dukkede også op af jorden. Tingene passer fint ind i tidsperioden.

Fundamentet har været kendt i over 200 år. Gravere på Børglum Kloster kirkegård har gennem tiderne jævnligt stødt på fundamentet.

Morten Larsen oplyser, at Menighedsrådet og museet senere lokalt vil arrangere et foredrag, hvor interesserede kan høre om de konkrete resultater af udgravningen.

En donation på 40.000 kroner fra SE Vækstpulje Nyfors og 30.000 kr. fra Jyllands-Postens Fond samt et beløb bevilget af Børglum Menighedsråd har financieret undersøgelsen.

A - 134761 - Bryghuset Vendia
Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close