Det gode møde mellem mennesker

0
Jette og Ole Valsson er aktive i Den Tværkulturelle Venskabsforening. Privatfoto
I Den Tværkulturelle Venskabsforening i Hirtshals mødes mennesker på tværs af alder, kultur, religion og hvad der ellers kan skille mennesker andre steder.

– Når vi lytter til debatten på landsplan, kan vi godt undre os over, at der er så mange problemer andre steder. Når vi mødes til fællesspisning i Hirtshals er vi bare mennesker, som har lyst til at være sammen. Samtidig er det da både spændende og sjovt, at vi har flere forskellige farver og repræsenterer op til 32 forskellige nationaliteter. Vi kan ikke mindes, at der har været problemer på grund af vores forskelligheder, fortæller Jette og Ole Valsson, som er henholdsvis sekretær og formand i foreningen.

Den Tværkulturelle Venskabsforenings historie begynder først i 1990´erne, hvor der kom mange flygtninge til Hirtshals. Dengang som nu er foreningens formål at skabe det gode møde mellem forskellige mennesker. De nye borgere i Hirtshals blev budt velkomne og inviteret ind i lokalsamfundet. Efterhånden flyttede en del til andre byer, og foreningen gik i dvale indtil for cirka 5 år siden, hvor der igen kom mange flygtninge til Hirtshals. Denne gang var det Jette og Ole Valsson, som pustede liv i foreningen, og de er fortsat i spidsen for foreningen, som efterhånden har mange forskellige aktiviteter. Ole Valsson er selv fra Island, og ved hvad det kræver at finde ind i en anden kultur – og hvor dejligt det er at møde mennesker, som vil hjælpe.

– Jeg var så heldig at møde Jette. Endda at blive gift med hende og inviteret ind i hendes netværk. Det betød at jeg fik meget nemmere ved at lære dansk og altid havde nogen at spørge, når jeg mødte problemer eller bare mødte noget, jeg ikke rigtig kunne forstå, siger Ole og sender et kækt smil til Jette.

Denne erfaring tager Jette og Ole Valsson med ind i Den Tværkulturelle Venskabsforening, hvor mennesker kan få hjælp til mange forskellige ting:

– Vi kan hjælpe med at skrive et brev eller læse en skrivelse fra det offentlige. Flere får lektiehjælp. Måske er vi med en familie ude at kigge på lejlighed. Vi mødes med mennesker, som gerne vil træne det danske sprog, vide noget om arbejdsmarkedet og det frivillige foreningsliv. Vi brygger også meget kaffe, stiller borde op og rydder op efter arrangementer. Ligesom vi søger penge til aktiviteter, hyrer oplægsholdere og underholdere …. ja, der er faktisk en del opgaver, og meget forskellige opgaver. Så har man lyst til at være frivillig i vores forening, er man meget velkommen. Og kan frit vælge mellem mange forskellige opgaver, så man kan komme til at lave noget man synes godt om, siger Jette Valsson.

Foreningens faste aktiviteter er tirsdagscafé hver uge, kvinde- og mandeaftner hver 14. dag og fællesspisning én gang om måneden. Derudover arrangeres kunstudstilling, udflugter, koncerter og hvad ressourcerne ellers rækker til.

Har du lyst til at vide mere om aktiviteterne, eller være med i Den Tværkulturelle Venskabsforenings frivillige team, er du meget velkommen til at kontakte Ole Valsson på tlf. 27 52 03 69.

Ønsker du at vide mere om øvrige muligheder i den frivillige sociale verden, er du velkommen i Frivilligcenter Hjørring, Østergade 9 i Hjørring, hvor åbningstiden er tirsdag og torsdag kl. 08.30 – 17.00. Frivilligkoordinator Mette Jakobsen træffes alle hverdage på tlf. 24 26 40 70

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close