De løber for at hjælpe børn i sorg

0
Løb til fordel for Skyggebørn Foto: Bente Poder
Hjørring, Elling, Læsø, Aalborg var sammen med andre jyske byer med til at samle penge ind til foreningen Skyggebørn

En frostklar kold februardag er perfekt løbevejr om vinteren.

Så Christian Dalsgaard var fint tilfreds med vejret, da han lørdag for første gang arrangerede Skyggebørn løbet i Hjørring. Og han var rigtig glad, for interessen for at løbe i en god sags tjeneste var større, end han havde håbet på.

– Jeg er ovenud tilfreds. 100 deltagere var mit håb, og så kom vi op på 120, og har samlet cirka 9000 kroner ind til foreningen Skyggebørn.

Skyggebørn er en forening i Aalborg, som tager sig af børn i sorg, for eksempel som de to børn, der mistede deres far, da de var 2,5 år og fire år. Deres mor indledte løbsdagen med at fortælle, hvor stor en hjælp og gavn børnene havde haft af samtalerne og samværet med andre, som forstod dem. Den ældste af børnene, som i dag er syv år, var også klar til at løbe en tur ligesom omkring 20 andre børn.

Christian Dalsgaard havde planlagt en rute rundt i området på 2,5 kilometer, og løbet er tænkt som et familieløb, hvor man også er velkommen til at gå rundt. Mange af børnene løb fire runder altså 10 kilometer.

– Min søn på 14 år Elias Dalsgaard var det barn, der løb længst, fem runder, fortæller Christian Dalsgaard efter løbet.

Når han kom til at stå som arrangør af dette velgørenhedsløb, så er det fordi, han som mange andre er løbeven med Rico Eiersted fra Strandby, som står bag en række sociale løb.

Rico Eiersted er overordnet koordinator på Skyggebørnsløbene, som fandt sted i ni jyske byer på samme tid. Her i Vendsyssel blev der løbet i Hjørring, i Elling og på Læsø.

– På Læsø deltog 58. Det er rigt flot, og relativt langt flere end de 280 deltagere i Aalborg, siger Rico Eiersted.

Han fortæller, at det er anden gang, at der arrangeres Skyggebørnsløb, og at de eneste udgifter, som skal dækkes, er til medaljer. De øvrige udgifter får de lokale arrangører sponsoreret.

– I år er der ni byer med mod seks byer sidste gang. Da samlede vi 63.000 kroner ind til Skyggebørn, og jeg forventer, vi kommer højere op denne gang, siger Rico Eiersted.

Og Hjørring er med næste gang. Christian Dalsgaard stiller gerne op igen som arrangør.

– Det har været rigtig sjovt.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close