Champagne og boblende optimisme i Hjørring Handel

0
Onsdag morgen var der nytårskur i Hjørring Handel. Medlemmerne nød lidt champagne og kransekage i byrådssalen.Foto: Henrik Louis
Gør gode tider bedre, lød et socialdemokratisk slogan i 1960, mens en konservativ statsminister i 1980’erne mente, at det gik “ufatteligt godt”.

Noget kunne tyde på, at de handlendes formkurve anno 2018 befinder sig et sted mellem de to udsagn:

Optimismen boblede således nogenlunde i takt med den champagne, der blev serveret, da Hjørring Handel rendte sammen til sin årlige nytårskur i byrådssalen onsdag morgen.

Hjørring Handels formand, Allan Sørensen, havde taget den seneste detailhandelsanalyse med under armen, og den viser, at der samlet handles ind i butikkerne i hele kommunen for omkring 3,8 mia. kroner.

– Og hvis man sammenligner med andre by, så er borgerne i kommunen meget loyale, når de handler.

Men der er også plads til forbedringer:

– Turisterne ligger en halv milliard. Om fire år ser jeg gerne, at vi minimum har fordoblet det tal, lød det fra formanden.

Der har været et par procents vækst i midtbyen, mens væksten på Frederikshavnsvej er steget hele 60 procent – og der er mere på vej, da eksempelvis Rema 1000 og Burger King vil slå dørene op.

Cowi, der har udarbejdet rapporten, kommer senere på året og gennemgår den i detaljer.

Der går handel for omkring 300 millioner kroner ud af kommunen hvert år.

Det er især Ikea, Plantorama, Bilka, Biltema og Salling, der trækker – og måske bliver det tal også forbedret. I hvert fald er Biltema på vej til Hjørring.

Event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt glædede sig over, at Hjørrings julebelysning og kyssetræet havde givet genskin et stykke ud over kommunegrænsen.

– Nogle kan synes, det er grimt, andre flot – sådan er smag. Men det virker, lød det fra eventchefen om den megen kysseri på Springvandspladsen.

Måske tilpasses åbningstiderne næste december, så kunderne kan shoppe lidt længere, mens de nyder julebelysningen i mørket.

Hjørring Handel vil nu få udarbejdet en analyse, hvorefter man drøfter sagen om åbnings- og især lukketider med medlemmerne.

Rikke Ejsenhardt kunne også oplyse, at 2018 byder på en nyhed for de handlende, idet man vil prøve at arrangere en kvindeuge i uge 17, blandt andet med løb.

De handlende kan også se frem til at koble sig på fejringen af Hjørrings 775 års købstadsjubilæum. Markeringen finder sted i uge 13, og især onsdag 28. marts, hvor der holdes stor folkefest, skulle der være chance for at få kasseapparaterne til at klinge ekstra.

Borgmester Arne Boelt deltog også i nytårskuren, og han oplyste lidt om “rigets tilstand”. Han kunne fortælle, at der lokalt arbejdes hårdt på at få hotelfaciliteterne i Hjørring op i et andet gear – enten i form af nybyggeri eller opgradering af eksisterende faciliteter. Desuden satser man på at kunne blive Elitekommune under Team Danmark. Kommunen er i aktuelle drøftelser med uddannelsesinstitutionerne om planerne, men borgmesteren mindede om, at handel og erhverv også skal på banen – hvis en elev/lærling skal træne to gange om ugen, så kan det være nødvendigt med fleksible mødetider på både skoler, i butikker og virksomheder, påpegede han.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close