Burgervogn skiftes ud med restaurant i Hjørring

0
Den populære rullende burgervogn Chuck Wagon bliver nu også til en restaurant i Hjørring. Arkivfoto: Martin Damgård
Er du en af de tusindvis af kunder, der det sidste år gladelig har lagt vejen forbi amerikanske Mark Birschbachs burgerparadis på hjul? Så er der nyheder til dig, og om du bliver begejstret eller trist, afhænger muligvis af, om du tænker kortsigtet eller langsigtet. Det populære Chuck Wagon vil nemlig ikke de kommende uger lange burgere over disken fra den mobile vogn, der hidtil har haft faste pladser i Hundelev, Tornby, Frederikshavn, Hirtshals og Hjørring. Derimod har den 62-årige ejer fra Wisconsin annonceret på sin Facebook-side, at han nu vil stå til rådighed for madglade burgerfans i nye lokaler i Hjørring. Derfor holder vognen midlertidigt stille. På blot et halvt døgn er videoen set af over 8000 mennesker samt modtaget mange glade kommentarer fra gæster, der glæder sig til at besøge restauranten.

– Min søn er kommet til Danmark, og vi kommer til at lave restauranten sammen. Den er ved at stå klar, og jeg offentliggør senere denne uge, hvor og hvornår vi åbner, og hvordan menuen kommer til at se ud. I vil kunne nyde de samme retter, som jeg serverer fra Chuck Wagon, men også mange helt nye, afslører Mark Birschbach i sin video.

Det lader altså til, at den populære Chuck Wagon tager en kort pause, fordi den amerikanske burgerkok ønsker at gøre endnu flere vendelboer glade. Med en restaurant kan han nemlig lave mad af endnu bedre kvalitet samt sørge for, at gæsterne kan få stillet sulten, når de vil. Med Chuck Wagon har Mark Birschbach nemlig kun mulighed for at fyre op for grillen en gang om ugen i hver af byerne.

Inden han slår dørene op, når han da også i stor stil at takke alle de glade kunder, han har lært at kende over hele Vendsyssel gennem det seneste år.

– I er nogle fantastiske mennesker. I har fået mig til at føle mig så velkommen i Danmark med jeres varme og imødekommenhed, og jeg elsker hver og én af jer. Jeg føler, at jeg har kendt jer hele mit liv. Tak for et fantastisk år. Jeres støtte har inspireret mig til at gøre det endnu bedre. Jeg håber, at I vil besøge mig i den nye restaurant, siger Mark Birschbach til sine mange kunder.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close