Balletdrama i Lønstrup

0
PR-foto
Tirsdag 30. januar klokken 19.30 viser Lønstrup Café Bio et smukt og stilfuldt dansk balletdrama »Darling«.

Filmen vises endvidere 1., 2., og 4. februar klokken 19.30

Et smukt og stilfuldt balletdrama med stærke såvel skuespil som balletpræstationer. Fotografens håndholdte kamera fokuserer dog ikke så meget på det yndefulde i den romantiske forestilling som på det hårde, fysiske aspekt. Balletstjernen Darling og hendes mand, koreografen Frans, skal på det kongelige teater opføre klassikeren “Giselle”. Efter et fald får Darling en tragisk nyhed: Brusken er nedslidt i lårbensknoglen. Darlings verden bryder sammen. Hvem er hun, hvis hun ikke kan danse mere?

– Jeg var nok lidt mere din Darling end andres, siger solodanseren Darling (Danica Curcic) på et tidspunkt til den Nikolaj Hübbe-inspirerede balletmester Kristian (Ulrich Thomsen).

De sidder alene på hans kontor. Luften sitrer. Den gamle balletmester følger den unge kvinde med lystfulde øjne. Man aner en ikke uproblematisk fortid bag de kærlige miner. I disse Weinstein-tider er det svært ikke at få øje på.

Vil Frans forlade hende, hvis hun ikke kan bryste sig af sin identitet som solodanser?

Da den nye, forsigtige ballerina Polly (Astrid Grarup Elbo) får Darlings plads, er Darling ikke sen til at foreslå, at hun gerne vil stå for oplæringen.

Men det er svært at lure Darlings intentioner. Er det blot for godhjertet at hjælpe sin mand til at lave den bedste forestilling, eller ligger der noget andet bag?

Danica Curcic spiller rollen som Darling med iskold akkuratesse. Hun er perfektionist til de tilplastrede tåspidser, både i rollen og som skuespiller. Selve plottet i »Darling« er ikke videre originalt, men Curcic gør det vedkommende med sit insisterende blik. Hun nærmest beordrer dig til at kunne lide filmen.

At Curcic gør det fremragende, kommer ikke som den store overraskelse. Men også Astrid Grarup Elbo, der sædvanligvis er at finde i Det Kongelige Teaters balletkompagni, fænger helt naturligt i sin første filmrolle. Kærlighedsdramaets bedste scener er mellem Elbo og Curcic, den nye og den gamle ballerina i gårde.

Polly ser beundrende på Darling, selv om den tidligere solodanser er en hård læremester. Hun pisker hende rundt i manegen, får hende til at lave de samme rutiner for 117. gang og nedbryder hende mentalt. Alt i den højere kunsts tjeneste.

Men fortællingen om kærligheden til kunsten er interessant. Hvor meget skal man ofre, hvor meget skal man gå igennem for at perfektionere ballettens udtryk?

Darling og Kristian brænder for kunsten i en sådan grad, at grænser overskrides og bliver mudrede. “Man bliver ikke god uden skrammer” og “Vi danser ikke, vi elsker,” siger de til hinanden.

Det kan tolkes som den ypperste perfektion af kunsten eller som en romantisering af overgreb. En uhyre interessant diskussion, særligt i disse dage.

Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close