Anders får de kendte til Hjørring

0
Listen over kendisser, der har gæstet Arnold Buscks Boghandel i Hjørring er lang - og butikschef Anders Kristensen er altid på udkig efter bogaktuelle, kendte gæster. Foto: Hans Ravn
Morten Grunwald, Jesper Binzer, Jesper Langberg, Susse Wold, Bent Fabricius Bjerre, Ole Henriksen, Bent Mejding, Ulf Pilgaard, Linse Kessler, Rasmus Brohave og Julia Sofia.

Alle er kendte ansigter. Og de har én ting til fælles. De har alle være gæst i Arnold Buscks boghandel i Metropol ShoppingCenter i Hjørring. Alle er de inviteret af butikschef Anders Kristensen, der altid er på udkig efter bogaktuelle kendisser.

Og listen over kendte gæster, der har besøgt den lokale boghandel i Hjørring er lang – endog meget lang.

– Vi vil gerne være meget mere end en boghandel. Bøger kan man købe mange steder. Vi vil ud over inspiration og kyndig vejledning også gerne give vores kunder nogle anderledes og gode oplevelser. Vi får hele tiden at vide, at vi er Udkantsdanmark, hvor der sker absolut ingenting. Det vil jeg være med til at modbevise ved at sørge for nogle gode events og bringe lidt stjernestøv til Hjørring.

Anders tager typisk kontakt til forlagene, der har de bogaktuelle aktører i folden.

– Vi vil gerne tilbyde kunderne at møde forfatteren eller bogens hovedperson og få bøgerne personligt signeret. Læseoplevelsen bliver anderledes, når man har mødt personen bag historien. Andre gange kan vores kunder også høre et foredrag eller komme til koncert i butikken.

De mange events i Arnold Buscks boghandel tog for alvor fart i 2013. Dengang lykkedes det Anders Kristensen at overtale Jesper Binzer fra D.A.D. til et besøg i Hjørring.

Binzer solgte i øvrigt – som følge af den nordenfjordske gæstevisit – så mange bøger, at han røg direkte ind på en førsteplads på bestsellerlisten hos Arnold Busck.

Vejen fra hovedstadsområdet til Hjørring kan syne lang set med kendisøjne.

– Og det har selvfølgelig været en hurdle og krævet en del benarbejde og talegaver, smiler Anders Kristensen.

Men kendte trækker flere kendte til, har boghandleren erfaret. Og Anders Kristensen skal ikke argumentere helt så kraftigt for sin sag i dag, som tilfældet var de første år.

– Jo flere kendte navne man får på besøg, jo lettere bliver det at få den næste hertil.

– Og jeg synes jo, det er sjovt – ellers gjorde jeg det nok ikke.

Anders Kristensen er altid selv til stede under hele arrangementet og tager sig af fra start til slut.

– Måske er jeg lidt af en kontrolfreak, men jeg vil være med hele vejen. Der må ikke gå noget galt. Både vores kunder og hovedperson skal have en god oplevelse, understreger han.

Anders Kristensen tilføjer, at han har rigtig god opbakning fra Jane Melgaard Olesen, der er Marketing Manager ved Metropol ShoppingCenter, i forhold til markedsføring.

Hjørring-boghandlen udmærker sig som den butik i kæden med flest gæstebesøg af bogaktuelle forfattere. Og på landsplan bliver der da også lagt mærke til boghandleren fra Hjørring – omend han langt fra er manden, der har behov for at sætte sig selv i centrum. Faktisk vil han helst stå lidt i baggrunden, når spotlysene er tændt. Han udstråler en afventende ro og beskedenhed, men tag ikke fejl. Vendelboen har skam ambitioner kombineret med en vedholdende stædighed, der som regel bringer ham i mål.

– Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok, smiler Anders med henvisning til den ukendte ophavsmand, der sagde ordene.

– Jeg vil gerne sætte barren højt.

Et af målene er at invitere kendte mennesker til Hjørring, så folk i alle aldre og med forskellige interesser sikres gode og unikke oplevelser.

– Der skal være noget til alle, så jeg tager kontakt til meget forskellige mennesker. Da det gik mest amok var nok den dag, Linse Kessler besøgte os, smiler Anders med tankerne på de mange, mange mennesker, der ville hilse på den kendte kvinde fra Bryggen.

Ganske vist har Anders Kristensen elsket at læse bøger, siden han var lille knægt. Men at han skulle få en karriere som boghandler stod ikke i kortene.

Faktisk var vejen lang og kringlet, inden han havnede på sin rette hylde.

I en relativ sen alder tog han HF-eksamen på Hjørring Gymnasium – den supplerede han efterfølgende med seks måneder på handelsskole.

Forinden havde han arbejdet som maskinsnedker, været ansat i Brugsen og Netto og lavet termoruder på virksomheden Pilkington i Østervrå.

– Jeg var meget interesseret i historie, så jeg havde en ide om at jeg skulle være gymnasielærer. Jeg begyndte på universitet, men det var altså ikke lige hvad jeg havde forventet – det var faktisk ret kedeligt, griner han.

En dag på vej hjem fra universitet, gik han ind i den gamle Viggo Madsens boghandel i Aalborg – den er i øvrigt i dag en Arnold Busck-butik.

– Det gik op for mig, at alt det jeg interesserede mig for var samlet her. Jeg tænkte, at jeg skulle være boghandler, så kunne jeg jo læse de bøger, jeg havde lyst til.

Anders Kristensen er udlært i Bog & Ide i Hjørring, og efter endt læretid blev han hentet til boghandlen B. O. Bøger i Metropol som souschef. Kæden blev i 2008 købt af Arnold Busck – Danmarks største og ældste kapitalkæde af boghandlere..

Efter to års ansættelse blev han udnævnt til butikschef, og han har nu ti års jubilæum med kæden. Anders Kristensen er siden blevet næstformand i bestyrelsen – centerforeningen Metropol og er i dag engageret i det rådgivende udvalg, der planlægger Bogforum i København.

Anders er 38 år. Han er opvokset i Østervrå og bor i Hjørring med sin hustru og deres to sønner på fem og ni år.

Og højtlæsning står hver dag på den hjemlige dagsorden.

– Godnathistorien plejer at være mit domæne hjemme, og jeg læser så meget selv, som jeg overhovedet kan få tid til.

– Jeg kan godt lide at læse mange forskellige bøger, men i særdeleshed biografier og historiebøger. Inden for skønlitteraturen er det især de gamle klassikere som for eksempel bøger af Jules Verne, Robert Louis Stevenson, og Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes, der fanger interessen.

Anders Kristensen konstaterer, at bogbranchen har det ganske godt.

– Mange unge er vilde med at læse, og det giver de ofte videre til deres børn – så jeg er sikker på, at det skrevne ord i papirform vil overleve mange år endnu, spår han.

I Arnold Buscks Boghandel i Hjørring er der i øvrigt også CD’er og vinylplader på hylderne – også en passion, som den lokale boghandler deler. Han har således samlet plader i mange år.

– Jeg er en nørd med stort N, griner han og røber, at både bøger og plader fylder godt op i reolerne på den hjemlige matrikel.

A - 134761 - Bryghuset Vendia
Del

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close